3 FEJL DU ALDRIG MÅ LAVE I PARADEN

3 FEJL DU ALDRIG MÅ LAVE I PARADEN

SÅDAN HJÆLPER DU DIN HEST BEDST MULIGT

blog-ridekunst-3-fejl-du-aldrig-må-lave-i-paraden-foto

DISSE 3 TING ER VIGTIGE IKKE AT GØRE I PARADEN

Hvis dit mål med træningen af din hest er at lære den at sætte sig bagtil, løfte sin ryg, og at du kan samle den for lette hjælpere, så må du ikke gøre følgende 3 ting, når du træner paraden:

  • Klemme med dine knæ
  • Læne dig tilbage
  • Hold trykket på tøjlerne, når din hest er stoppet

 

”Jamen” tænker du måske,
”min hest stopper lige på stedet, når jeg netop gør de 3 ting!?”

 

Når man klemmer med knæene, så kommer der spænding i rytterens sæde, og det får hesten til at spænde i ryggen. Når man læner sig tilbage, kommer man til at presse hestens lænd ned. Rytterens opstilling forhindrer altså hesten i at kippe sit bækken og løfte sin ryg. For at holde balancen har hesten behov for at løfte sin hals og sit hoved, og det kommer rytteren til at forhindre ved at holde presset på tøjlerne.

Det er langt nemmere at få hesten til at stoppe med en sænket ryg, end det er at få den til at sætte sig bagtil og strække ryggen. Men fald ikke for fristelsen ved at vælge den nemme løsning, for i længden kommer du til at mangle kvaliteten for at kunne uddanne din hest videre.

 

Det kan også være, du tænker:
”Min hest er svær at stoppe, uanset hvad jeg gør!”

 

Paraden er en teknisk svær øvelse og kræver koordination og balance hos både hest og rytter, og det tager normalt, lang tid før hesten kan gå ind i paraden helt rigtigt.

PARADEN DELER JEG OP I 2 NIVEAUER

Niveau 1

På dette niveau er mit fokus kun på at min hest forstår signalet, og at den er så afslappet i kroppen som muligt.

Her accepterer jeg en ren ”mavelanding” ind i paraden: altså at min hest stopper med vægten på forparten og løfter halsen og hovedet op for at holde balancen.

Men du har helt ret, din hest skal jo have vægten tilbage på bagparten i paraden.

Men hvis min hest er anspændt i sin overlinje, og jeg forsøger at drive den ind i paraden, så vil det øge spændingen og presse den længere frem på forparten.

Min hest skal altså først lære at stoppe op og slappe af for et let tryk.

 

Niveau 2

På det her niveau er mit fokus på min hests biomekanik, altså hvordan dens holdning er ind i, og i paraden. Målet her er, at min hest kan sætte sig ind i paraden, strække hele sin overlinje og søge frem og ned til hånden.

Forudsætningerne for, at hesten er klar til dette niveau:

  • den er afspændt
  • den kan gå versade og traversade
  • den har forstået samling uden at spænde i overlinjen og uden at korte sin hals

SÅDAN SKAL DU I STEDET PARERE DIN HEST

På niveau 1, skal du:

  • blive fremme i overkroppen, så du har vægten fremme på dine inderlår, i stedet for ned i din hests lænd.
  • slappe af i dine knæ, hofter og fødder (specielt hvis du har bøjler på), så du ikke får din hest til at spænde i sin ryg.
  • huske at trække vejret.
  • tage en let kontakt i begge tøjler. Kort evt. dine tøjler, så du ikke kommer til at trække dine albuer tilbage, det gør dine hænder hårde i kontakten.

Parade fra ryggen, lige tryk
Varighed: 13 sekunder

TÆL TIL 3

Når du er meget konkret i dine tanker, så er det nemmere for din hest at forstå, hvad du ønsker af den. Når du giver signalet, så forstil dig, at du først bremser den ene forhov (1) og så den anden forhov (2), og så snart din hest står (3) – så skal du huske at slippe presset på begge tøjler.

HVIS DIN HEST HAR SVÆRT VED AT STOPPE

Hvis din hest ikke stopper for dit lette tryk, så skal du undgå at trække hårdere og hårdere, det vil normalt få hesten til at gå imod trykket i stedet for at stoppe op.

Løft i stedet den ene hånd højt, og hold stadig et ens tryk på begge tøjler. Det vil få din hests nakke til at rotere en lille smule og det forhindre hesten i at gå imod trykket med hele sin krop, og er langt mere skånsomt end at trække hårdere i underkæben.

Parade fra ryggen, løft hånden
Varighed: 13 sekunder

Hvis din hest stadig ikke er nem at stoppe, så vil jeg anbefale dig at træne paraden fra jorden af.

PARADE FRA JORDEN AF

Start evt. med at gå på hovslaget så er det nemmere for din hest at forstå signalet, fordi den ikke kan træde ud til siderne. Brems let på begge tøjler, imens du følger med din hest. Hvis du selv bremser op før din hest, kommer du til at trække i biddet, stop derfor selv først, når din hest stopper.

 

Husk at anerkende din hests reaktion, når den stopper, slip tøjlerne, træk vejret, vær selv afslappet i kroppen og aer den på halsen.

 

Du kan gøre det endnu nemmere for din hest hvis du udfører paraden samme sted. Når kan se, at din hest forstår signalet, så kan du udfordre den ved at træne paraden forskellige steder og uden støtte op af væggen.

Parade fra jorden, lige tryk
Varighed: 10 sekunder

Hvis din hest ikke reagerer på det lette tryk kan du også fra jorden løfte den ene hånd op. Hold stadig et ens tryk på begge tøjler, og slip, så snart din hest stopper op.

Parade fra jorden, løft hånden
Varighed: 10 sekunder

Eksperimenter med trykket med dine hænder. Hvis du trykker for let eller for hårdt, så vil din hest fortsætte med at gå. Find det tryk, din hest lettest har ved at reagere på. Men tænk hele tiden mod dit mål: at den kan stoppe for et ultralet tryk.

Almindelige udfordringer:

 

Krøller din hest halsen sammen, og fortsætter med at gå, når du giver signalet?

Fortsæt alligevel med at holde trykket. Hvis du slipper, så har din hest lært, at opgaven er at krølle halsen sammen for at få trykket til at forsvinde. Se derfor bort fra, at din hest går bag lod lige nu, og hold presset indtil din hest står.  

 

 

Drejer din hest rundt i paraden?

Hvis din hest har en dårlig balance, kan du opleve, at den i paraden vælter rundt.

 

Når du rider ind i paraden så hold så vidt muligt din hests hoved, rettet mod, det samme punkt hele tiden. Det er sværere for din hest at gå rundt, når dens hoved hele tiden bliver rettet lige. På den måde kan du undgå, at forparten eller bagparten går til en af siderne.

 

Du  skal også være super opmærksom på dine hænder. Din stærke hånd kan godt være skyld i, at din hest ikke stopper lige, fordi den trækker lidt mere end den anden. Observer derfor, om din hest altid går til højre eller venstre, når du giver signalet. Juster trykket i dine hænder, så din hests hoved altid forbliver lige foran dig.

 

Går din hest frem, så snart du slipper tøjlerne?

Der er to grundlæggende årsager til, at jeg oplever, at hesten går frem, når tøjlerne slippes:

  • den tror, den skal gå frem.
  • den har en dårlig balance og vælter frem.

 

Løsningen på begge årsager er at gentage signalet til parade, indtil hesten bliver stående.

 

Hvis din hest har meget svært ved paraden, så vent lidt med at gå videre. Hesten skal opleve, at det er rart at stå stille, og at den godt kan holde balance, imens den står.

 

Du kan evt tælle til 5 eller 10, før du starter igen. Hvis din hest er meget utålmodig, skal du selv helst nå at give signalet til at gå frem igen, med tiden vil det blive nemmere for hesten at stå stille og trække vejret.  

EN AF DE VIGTIGSTE NØGLER

Paraden er altså en af de vigtige nøgler til resten af jeres uddannelse, og for at du kan lære din hest den korrekt, skal du træne din hest på det niveau, den er klar til.

 

Accepter de små fremskridt. Der er mange ting, som skal falde på plads, før din hest kan gå korrekt ind i paraden.

 

Træn paraden lidt med ofte, så din hest ikke mister motivationen.

Kunne du tænke dig at finde ud af, om din hest har en dårlig balance?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du en lille test til din hest. 

(Den nye persondatalov (GDPR) siger, at jeg skal oplyse dig om, at jeg gemmer dine oplysninger, men ikke giver dem videre til andre – du kan til hver en tid afmelde dig igen)

Please enter your name.
Please enter a valid email address.
Something went wrong. Please check your entries and try again.
Christina-om

CHRISTINA HOLMBÆCK

Jeg er uddannet sygeplejerske, men arbejder næsten fuldtid med min passion, hestene.

Jeg har undervist i over 16 år og afholdt mere end 200 kurser overalt i Danmark.

Jeg er drevet af at give mine elever – på alle niveauer – den fantastiske oplevelse af at være i balance både mentalt og fysisk.

Jeg har et særligt øje for detaljerne i dine og din hests bevægelser og et inderligt ønske om, at få det bedste frem i jer begge to.

Jeg brænder for biomekanik og for at omsætte teori til praksis, så alle kan bruge det i den daglige træning, uanset niveau.

Mit speciale i genoptræning af hestene har været med til at skabe mit koncept Ridekunst med lethed, som er baseret på hestens biomekanik og moderne indlæringspsykologi.

Mit træningskoncepts formål er igennem systematiske øvelser at træne din hest til at bevæge sig symmetrisk, afspændt og i selvbæring for lette hjælpere.

 

HAR DIN HEST EN DÅRLIG BALANCE?

– TEST DIN HEST I 5 NEMME TRIN –

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag videoer, illustrationer, animationer og arbejdsark til at tage med på banen.
(Den nye persondatalov (GDPR) siger, at jeg skal oplyse dig om, at jeg gemmer dine oplysninger, men ikke giver dem videre til andre – du kan til hver en tid afmelde dig igen)

 

 
Please enter your name.
Please enter a valid email address.
Something went wrong. Please check your entries and try again.